De catalonske tyre kan bræge lettet, mens matadorerne må kaste deres røde klud i ringen.
Den spanske regions politikere har nemlig givet tyrefægtningen det afgørende dødsstød, da de ved en historisk afstemning i Cataloniens parlament stemte for at forbyde den traditionelle sport med et flertal på 71 stemmer ud af 135.
Det skriver den spanske avis El Pais.
Dermed vil der fra januar 2012 ikke længere blive dræbt tyre i den spanske regions eneste arena til den spanske kunstarts udøvelse i Barcelona.
Den spanske konge Juan Carlos, der har sin residens i Madrid, har ifølge Politiken tidligere udtalt, at den dag EU forbyder tyrefægtning, bliver den dag, hvor Spanien melder sig ud af det europæiske samarbejde. Der bliver hvert år afholdt omkring 1.000 tyrefægtninger i Spanien.