Der var trangt for både store og små i Bruun Rasmussens auktionshus, men den kun otteårige Caroline havde alligevel fået sig et sæde på første række og var ikke bleg for at byde højt allerede efter de første runder af gårsdagens Storm P-hammerslag.
»5.500,« lød det fra den lille pige for en tegning kaldet Krigen .
»Jeg håber sandelig, du har noget i sparegrisen,« kvitterede auktionarius.
Men ak. Et telefonbud fra en privatsamler fik Carolines medbragte farmand til at indstille sine opløftende nik, men så let gav den kunstinteresserede datter dog ikke op. I mellemtiden var der infight til fingerspidserne, da Storm P.-Museets leder, Jens Bing, tidoblede sit årlige indkøbsbudget for at erhverve sig dagens trofæ – Portræt af Lola .
Intens dyst om Lola
Selvom maleriet var vurderet til 100.000 kroner, hævede en privatsamler konsekvent hånden, hver gang Bing signalerede endnu et overbud, og således dystede de to intenst, indtil meldingen første, anden, tredje, solgt til den herre for 500.000 danske kroner lød.
For så trak privatopkøberen fingeren af fadet, så Storm P-interesserede allerede i weekenden kan se det sjældne billede på Frederiksberg-museet.
I alt 125 effekter kreeret af den folkekære Robert Storm Petersen (mest kendt for sin Tuborg-mand), men ejet af den nu afdøde kunstsamler Bjarne Saxhof, gik til et samlet beløb på 1,8 millioner kroner – mere end tre gange den anslåede pris.
Katalognummer 4.022 fik sig en ganske særlig plads. Nemlig på væggen i Carolines børneværelse. 13.000 kroner kostede det den otteårige pige at gå hjem med akvarellen En mindedag .
Tegneren, maleren, forfatteren og ikke mindst satirikeren Robert Storm Petersen ville selv være fyldt 125 år i år.