2009 har været et rigtig godt år for den danske landsholdskeeper Thomas Sørensen. Blandt andet kan nævnes, at den tårn høje dansker har nappet fem ud af seks straffespark.
Verdens største klubber har også fået øjnene op for Sørensens præstationer i Stoke-buret. Således har en ikke navngivet storklub taget kontakt til danskeren.
"Jeg kan ikke sige så meget om det. Det har været fra en af de største klubber, men det har ikke været det, jeg søgte på nuværende tidspunkt. Det var for ikke så lang tid siden, og det var en uformel forespørgsel," siger Sørensen til spn.dk.
Men Thomas Sørensen befinder sig godt hos Stoke, og tænker derfor ikke så meget på at skifte klub. Men kommer det rigtige tilbud, så er han klar.
"Det er ikke noget, jeg vil råbe højt over, og jeg har det godt, hvor jeg er, men kommer der en mulighed, vil jeg have utrolig svært ved at sige nej til den," siger han.
Den klub, der oftest har været nævnt som mulig arbejdsgiver for Thomas Sørensen, har været den tyske storklub Bayern München. Men om det også er den klub, der har henvendt sig, vil Sørensen altså ikke ud med.