Thomas Sørensen har fået en lidt forsinket julegave, han er nemlig blevet kåret til verdens tredje bedste målmand.
Siden sidste sommer har Thomas Sørensen haft en stigende formkurve, hvor det blandt andet er blevet til fire reddede straffespark.
Det er olieselskabet Castrol, der har lavet ranglisten. Castrol har fået hjælp af selskabet Opta, der minutiøst følger samtlige fodboldspillere i de bedste rækker i Spanien, Italien, England, Tyskland, Frankrig samt Champions League og måler indsatsen ud fra nogle helt objektive kriterier.
Med tredjepladsen slår Sørensen dermed en lang række klassekeepere som Petr Cech og Gianluigi Buffon.
Det er kun Manchester Uniteds målmand Edwin van der Sar og Real Madrids Iker Casillas, der over de seneste 12 måneder har præsteret på et højere niveau end Thomas Sørensen.
Men trods den flotte kåring er Tomas Sørensen ydmyg.
"Jeg synes da, det er gået godt, men jeg mangler at bevise, at jeg også kan gøre det i en storklub. Så jeg vil godt være lidt beskeden," siger danskeren til Ekstra Bladet.
Thomas Sørensen har tidligere spillet for OB, Sunderland og Aston Villa. Nu spiller han for Stoke City i den engelske Premier League.