Optøjer til fodboldkampe nej tak. Sådan lyder meldingen nu fra Rigspolitiet, Københavns Politi, Vestegnens Politi, DBU, Divisionsforeningen, Brøndby IF og FC København forud for næste weekends storkamp mellem de københavnske storklubber.
Urolighederne på og udenfor Brøndby Stadion i forbindelse med de to seneste kampe mellem ærkerivalerne betyder, at kamptidspunktet for den kommende Superligakamp søndag 20. november bliver flyttet fra klokken 18.00 til klokken 13.30.
"For at give klubberne og politiet de bedst mulige betingelser for at gennemføre kamparrangementet tilfredsstillende var det politiets anbefaling, at kampen af præventive, politimæssige årsager blev flyttet til gennemførelse i dagslys," lyder det i en pressemeddelelse.
Alle parter har indvilget i at godkende det nye kamptidspunkt, der også indvirker på andre klubber end de implicerede.
Som en konsekvens af det ændrede kamptidspunkt for kampen mellem Brøndby IF og FC København bliver kampene mellem FC Nordsjælland og Sønderjyske samt FC Midtjylland og AaB nemlig flyttet fra henholdsvis klokken 14.00 til 16.00 og 16.00 til 18.00.
Kilde: DBU