Grunge-heltene Nirvana rumsterer stadig, på trods af at gruppens leder Kurt Cobain begik selvmord for 13 år siden.
Lige siden Cobains død har der verseret rygter om, at der ville komme en filmatisering af rockstjernens liv.
En sådan film vil højst sandsynligt få samme betydning for Nirvana og Kurt Cobain, som ’The Doors’-filmen havde for den afdøde sanger Jim Morrison og hans gruppe.
Film-rygterne kom der for alvor kød på, da Cobains enke Courtney Love købte rettighederne til Charles Cross’ biografi om sangeren.
Nu fortæller den glade enke Courtney Love på sin egen blog, at skuespillerne, der skal spille hende og gemalen, bliver store Hollywood-stjerner.
Men hun skriver også, at hun ikke må nævne nogle navne endnu.
Det har kun sat yderligere gang spekulationerne, om hvem det kan være, der skal spille rock-parret.
Rollen som Courtney Love er der ikke kommet navn på, men skuespilleren Ewan McGregor har længe været Courtneys førstevalg til rollen som Cobain.
Ewan McGregor har tidligere spillet rock-stjerne i den knapt så vellykkede ’Velvet Goldmine’, der omhandlede halvfjerdsernes glam-rock.
Projektet vil blive den første officielle film om Seattle-rockstjernens tragiske liv, selvom instruktøren Gus Van Sant lavede en film i 2005 inspireret af Kurt Cobains sidste dage.
Ewan McGregor har tidligere haft hovedrollen i den skotske ’Trainspotting’ og som Darth Vaders læremester, Obi-Wan Kenobi, i de seneste Star Wars film.