Ritzau
Opdateret 19 jul. kl. 14:59
Franske myndigheder måtte søndag evakuere endnu flere mennesker fra deres hjem nær Bordeaux som følge af en stor skovbrand. Samtidig fortsætter de høje temperaturer med at hærge det sydlige Europa.
Skovbranden i La Teste-de-Buch, der ligger ud mod Arcachon-bugten cirka 50 kilometer sydvest for Bordeaux, er vokset i både størrelse og intensitet og truer nu campingpladser i området.
Det oplyser lokale myndigheder i en erklæring.
Flere end 14.000 mennesker i området er allerede blevet tvunget til at forlade deres hjem eller ferieboliger på grund af branden.
Flammerne har ødelagt 105 kvadratkilometer jord svarende til et område på størrelse med Samsø og får næring af kraftig vind og ekstra tørre forhold. Brandfolk har siden tirsdag forsøgt at få flammerne under kontrol.
Frankrigs nabolande er ramt af lignende hede og skovbrande, og miljøforkæmpere giver klimaforandringer skylden for temperaturer på over 40 grader.
Ifølge lokale medier er flere hundrede mennesker døde i Spanien og Portugal som følge af de høje temperaturer og naturbrande, der forårsager kaos flere steder.
Fredag blev piloten om bord på et brandslukningsfly dræbt i et styrt i det nordøstlige Portugal.
Søndag eftermiddag brød en brand ud nær Pont de Vilomara omkring 50 kilometer nord for Barcelona. Den ødelagde omkring ti kvadratkilometer skov på blot seks timer.
Flere huse og biler blev desuden beskadiget i flammerne, mens omkring 200 mennesker måtte evakueres, oplyser den catalanske indenrigsminister, Joan Elena.
Søndag aften raser omkring 30 skovbrande i Spanien.
I mellemtiden er omkring 1000 brandmænd blevet indsat i Portugal for at forsøge at inddæmme 16 skovbrande. I Portugal har flammerne hidtil ødelagt i alt 300 kvadratkilometer skov inden for en uge. Det svarer til et område på størrelse med Als.
Også i Italien, Grækenland og Marokko kæmper brandmænd mod flammer på tværs af landene, mens England er ramt af en ekstrem hedebølge.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa