De tyske myndigheder har i Hamburg beslaglagt en luksusyacht i et prisklasse på omkring fire milliarder kroner.
Yachten tilhører den russiske milliardær Alisher Usmanov.
Den russiske forretningsmand, som er en af de rigeste personer i Rusland, er omfattet af EU's sanktioner i forbindelse med invasionen af Ukraine. Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes med henvisning til kilder i yachtindustrien.
Den godt 150 meter lange superyacht "Dilbar" med en swimmingpool på 25 meter, er blevet beslaglagt i Hamburg, hvor den var på værft.
Samtidig har de franske myndigheder ifølge AFP beslaglagt en yacht, som ejes af et selskab med forbindelser til Igor Sechin. Han er topleder af det store russiske energiselskab Rosneft. Også han er tæt på præsident Vladimir Putin.
Fartøjet "Amore Vero", der er næsten 86 meter langt, blev beslaglagt på et værft i La Ciotat, nær Marseille, oplyser det franske finansministerium. Fartøjet har blandt andet en swimmingpool, der kan ændres til en helipad - en platform, hvor en helikopter lande.
Setjin er hovedaktionær i et selskab, som er ramt af EU's sanktioner.
Den Franske Riviera har i en årrække været populær hos ultra-velhavende russere.
De franske myndigheder sagde i sidste uge, at de vil slå hårdt ned på russiske oligarker, der har besiddelser i landet - hvad enten det er yachts, biler eller luksusboliger.
- Hvis jeg var en oligark - i Rusland eller i Frankrig - så ville jeg være urolig, sagde den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, tidligere i denne uge.
EU har indført sanktioner mod 26 prominente rigmænd i Rusland.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters