Med to dage til valget og meningsmålinger, der vidner om, at blå blok har halet godt ind på det røde flertal, er Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt muligvis rigtig glad for alt den opbakning, hun kan få.
Og at den kommer fra en af nordens for tiden mest respektrede og populære politikere, luner sikkert ekstra.
I Norge snakker man om 'Stoltenberg-effekten', fordi statsminister Jens Stoltenberg har vundet enorm popularitet for sin håndtering af situationen efter terrorangrebet mod landet i juli.
Nu har formanden for det norske Arbeiderpartiet så været en tur på internettet for at vise støtte til sin danske partifælle.
"I morgen er der et spændende valg i Danmark," starter Stoltenberg beskeden ud til sine over 278.000 venner på det sociale netværk Facebook. Han skriver videre:
"Jeg ønsker min socialdemokratiske kollega og gode ven Helle Thorning-Schmidt lykke til med valget."
En bemærkning, som over 1.990 personer efterfølgende har tilkendegivet, at de synes godt om.
Selv har Jens Stoltenberg og Arbeiderpartiet netop overstået det norske kommunevalg med det bedste resultat i 24 år.