Skrevet i samarbejde med Silke Bock | sibo@avisen.dk
Historien om den fanatiske kunstsamler, der har uvurderlige kunstværker hængende i hemmelige rum, er... en myte.
Derfor er det sandsynligvis ikke bestillingsarbejde, der har fået en bevæbnet bande til at bryde ind i et museum i Zürich og stjæle verdensberømte malerier til en værdi af en halv milliard kroner.
Det fortæller Staffan Lundén fra universitetet i Göteborg, der forsker i ulovlig handel med kulturgods og etik blandt forhandlere, samlere og museer.
»De store, private kunstskurke eksisterer kun i film, så enten er tyvene godt dumme, fordi de tror, de kan finde en skør samler et sted i verden, som vil købe de stjålne varer. Eller også vil de bruge malerierne som afpresning,« siger han.
Staffan Lundén trækker en parallel til 2004, hvor Edvard Munchs maleri Skriget blev stjålet. Da det blev fundet, vurderede flere, at politiet havde betalt en pris for de oplysninger, der førte til kunstværket.
»På den måde kan man handle med, at man ved, hvor malerierne er, men at den viden samtidig har en pris. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen multimillionær vil tage chancen og købe de malerier,« siger han.
Det samme mener Ole Faarup, der ejer en af de største privatejede kunstsamlinger i Danmark. Hvis malerierne er på vej ud af landet, har de sandsynligvis kursen sat mod Østeuropa, hvor der i følge Ole Faarup er et illegalt marked for stjålne kunstværker.
»Men det er meget svært - nærmest umuligt - at komme af med kunstværker, der er så veldokumenterede og kendte, som dem vi taler om her. Det ville heller ikke kunne lade sig gøre at komme af med malerierne til auktionshuse,« siger han.
Heldigvis plejer de fleste stjålne mesterværker at dukke op før eller siden, fortæller Ole Faarup.
»Malerierne, der blev stjålet på Munch-museet i Oslo, dukkede også op til sidst. Jeg håber bare på, at tyvene i Schweiz har været forsigtige med malerierne.«
Da Munchs Skriget blev fundet, havde det fået en fugtskade, så det var umuligt at restaurere.
Februar 2008: Røvere slipper af sted
med malerier af Cezanne, Degas, Van Gogh og Monet til en værdi på over
467 millioner kroner fra et museum i Zürich.
Februar 2008: To oliemalerier af Picasso bliver stjålet på en udstilling nær Zürich.
August
2004: Tre røvere slipper af sted med malerierne Skriget og Madonna
af nordmanden Edvard Munch til en værdi af langt over en halv milliard
kroner fra Munch-museet i Oslo.
Januar 1999: Tre mænd
begår danmarkshistoriens hidtil største kunstkup mod
Nivaagaard-samlingen til 200 mio. kroner. To malerier af Rembrandt og
Bellini blev fjernet i åbningstiden og en kustode slået ned.