I en ny bog fortæller en ven af den afdøde Stieg Larsson, hvordan forfatteren som blot 15-årig overværede en voldtægt, men ikke gjorde noget for at forhindre det.
Pigen, det gik udover, hed Lisbeth.
Det er Larssons ven og debattør Kurdo Baksi, som i sin nye bog fortæller om forfatterens mørke hemmelighed. Og hvordan pigen fra voldtægten har givet ham inspiration til Lisbeth Salander.
Det skriver jp.dk i dag.
Det var tre af stjerneforfatterens venner, som voldtog pigen på en campingplads, mens Larsson så på ude af stand til at gøre noget for at stoppe det.
Han bad efterfølgende pigen om tilgivelse flere gange, men han fik den aldrig. Og ind til forfatterens død i 2004, var Larsson forfulgt af sin manglende indgriben, fortæller vennen.
I Kurdo Baksis nye bog skriver han, hvordan Larsson har fortalt ham om den forfærdelige oplevelse.
"Jeg har brug for at skrive denne bog ("Mænd der hader kvinder", red.). Jeg så en voldtægt, og jeg gjorde ingenting. Jeg havde det forfærdeligt med, hvad jeg havde set," har Stieg Larsson angiveligt fortalt Kurdo Baksi.
"Larssons loyalitet til vennerne var for stærk. Han var for ung, for usikker på sig selv. Det var uundgåeligt, at han efterfølgende ville fortryde, at han ikke forhindrede voldtægten," skriver Kurdo Baksi i den kommende bog.
Den nye bog hedder 'Stieg Larsson: Vore dage i Stockholm' og udkommer i december.