Kabinepersonalet hos SAS er så utilfredse med deres nye uniformer, at de har startet en underskriftsindsamling ved navn 'Nej til nye uniformer'. Det skriver Ekstra Bladet.
Uniformerne skal bæres af knap 8000 medarbejdere og er blevet lavet i forbindelse med flyselskabets 70-års fødselsdag. Men medarbejderne betragter bestemt ikke deres nye påklædning som en gave.
Underskriftsindsamlingen er startet af en gruppe svenske stewardesser, men inde på siden, kan man se, at flere danskere også har skrevet under.
De skriver blandt andet:
- Kedelig pasform eller bedre sagt: ingen pasform! Jeg er en kvinde og skal føle mig stolt. I den kjole ligner jeg en sæk kartofler. Hvordan kan vi gøre et godt stykke arbejde, hvis vi føler os grimme og uden værd.
- Kommentar fra min søster, der er en designer: 'Åh, dine chefer må virkelig hade dig'.
En anden kritiserer både materiale, farvevalg og pasform:
- Jeg synes, at materialet føles meget dårligt! Det er det tøj, vi skal bære i mange timer, alle dage. Utiltalende materialer, grim og uklædelig farve, mærkelig pasform, føles som om, man ikke kan trække vejret. Man vil blive svedig. Toppene vi har i dag føles himmelsk til sammenligning! Hvad tænker de på?
Mens andre er bekymrede for deres egen sikkerhed.
- Hvor brandsikkert er materialet lige, når kjolen eksempelvis er 100 procent polyester.
Over for branchemediet Check-in.dk udtrykker SAS ikke synderlig bekymring over de mange protester.
- Det er naturligt, at dem, der bærer uniformen hver dag på arbejde, har meninger om den. Og det er helt naturligt, at der blandt vores mange tusinde medarbejdere er individuelle forskelle på, hvordan man ønsker ens uniform skal se ud, siger kommunikationsspecialist Cathrine Myhren fra SAS til Check-in.dk.
Ifølge hende har medarbejderne været taget med på råd i forhold til uniformen, som efter planen skal tages i brug af alle piloter, stewardesser og stewarder til september.