Landets 8.500 bygningskontruktører har fundet et nyt fagligt fællesskab. Fra 1. januar 2019 siger Konstruktørforeningen farvel til hovedorganisationen FTF til fordel for et medlemskab af Akademikerne.
Udmeldelsen kommer, efter at Konstruktørforeningen sagde 'nej tak' til den nært forestående megafusion mellem hovedorganisationerne LO og FTF. Byggefolkenes skifte er det første, der falder på plads efter den historiske beslutning om at fusionere LO og FTF.
Konstruktørforeningens formand Gert Johansen siger, at 'alt har været kastet op i luften' efter fusionsafstemningen i april. Og at det gav anledning til at genoverveje, hvor bygningskonstruktørerne egentlig hører til.
- Det handler dybest set om, at vi nok føler os mere i familie med arkitekterne og ingeniørerne, da det primært er dem, vi arbejder sammen med i det daglige byggeri, siger Gert Johansen.
Og uddyber:
- Samtidig kan vi se i krystalkuglen, at fremtidens byggeri stiller større og større krav til konstruktørernes kompetencer, hvilket betyder, at konstruktørerne i fremtiden også vil få flere kandidat- og masteruddannelser. Dermed er det oplagt for bygningskonstruktørerne at være del af akademikernes fællesskab, pointerer Gert Johansen.
Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, byder byggefolkene velkommen:
- Konstruktørforeningen opfylder allerede vores vedtægtsgrundlag om, at de har mulighed for at optage akademikere, da de allerede optager konstruktører med overbygningen Cand.tech. Og så har de jo en bacheloruddannelse, som er på helt det samme niveau som de bygningsingeniører, vi også organiserer. Derfor byder vi dem velkommen i AC.
Finansforbundet, der også stemte nej til megafusionen, forhandler i øjeblikket om optagelse hos Akademikerne. Finansforbundet besluttede på et ekstraordinært landsmøde for to uger siden at melde sig ud af FTF.