Hun står på stemmesedlen til både regions- og kommunalvalget, men hun frabeder sig nu, at folk stemmer på hende.
Den opsigtsvækkende sag stammer fra Sorø, hvor Hanne Svendsen figurerer på kandidatlisten hos Danmarks Nationale Liste, som ligger et godt stykke til højre for Dansk Folkeparti.
Men det er en fejl, at hun står på listen, siger hun til DR Sjælland. Partistifter Hallstein Bjørnbak har nemlig misbrugt Hanne Svendsens underskrift, efter hun tilfældigt stødte på ham i toget på en vestsjællandsk lokalbane.
"Jeg skrev under på hans stillerliste, da jeg har det princip, at alle skal have en chance. Men jeg har bestemt ikke skrevet mig på nogen kandidatliste," siger Hanne Svendsen.
"Jeg er hverken racist eller nazist, så jeg er dybt ulykkelig over at stå på stemmesedlen. Jeg vil derfor opfordre folk til at ignorere mig ved valget," siger hun.
Hallstein Bjørnbak garanterer dog, at Hanne Svendsen ikke bliver valgt, da hun ikke står øverst på partiets liste.
"Hun står ikke længere nummer et på listen. Det gør jeg, så der er ingen fare for at hun bliver valgt, siger den pensionerede operasanger, Hallstein Bjørnbak.
Det er ikke første gang, at sådan et scenarie udspiller sig. Ved det seneste kommunalvalg i 2005 stillede filminstruktøren Charlotte Sachs Bostrup op for De Radikale i Gentofte Kommune. Hun havde på forhånd erklæret, at hun ikke var interesseret i at blive valgt, men med et højt personligt stemmetal, opnåede hun alligevel en plads i byrådet.
Efter en del polemik og en proformaflytning til Københavns Kommune, lykkedes det dog Charlotte Sachs Bostrup at blive fritaget for byrådsarbejdet.