Efter 15 måneder gammel drengs død i Løgumkloster straffes stedfar og mor med henholdsvis otte og fire års fængsel.
Den dødelig vold mod den kun 15 måneder gammel dreng Tobias sender nu drengens mor Mona Nissen Thomsen fire år i fængsel. Hendes kæreste Rene Würfel er samtidig idømt otte år bag tremmer.
Dommen faldt fredag formiddag ved Retten i Sønderborg.
Anklageren havde forinden krævet netop fire års fængsel til moren men forsøgte samtidig at overbevise retten om, at straffen til stedfaren skulle helt op på 10 år.
Stedfaren har under sagen nægtet, at han mishandlede den lille dreng til døde. Men det blev op ad bakke for den påstand, da barnets mor i retten valgte at erkende, at hun lod stedfarens vold ske uden selv at gribe ind.
Det var i juli sidste år, at den lille Tobias døde af sine kvæstelser. I alt fandt lægerne 80 skader på hans krop.
Det var alt fra blå mærker og bidemærker til knoglebrud og kraniebrud, som lægerne fandt, da de undersøgte drengen.
Flere af skaderne var af ældre dato, og derfor mener politiet, at drengen dagligt i hele sit korte liv er blevet udsat for både vold og barske opdragelsesmetoder.
Og retten følte sig da også overbevist om, at parret i det store hele var skyldig i alt, hvad de var tiltalt for.
Selv om drengen til sidst lå bevidstløs tilbage i hjemmet i Øster Højst, tilkaldte ingen af de to voksne hjælp.
Tobias døde i løbet af natten, men først næste morgen ringede hans mor til alarmcentralen for at fortælle, at hendes lille søn var død efter at have slået hovedet aftenen forinden.
Da politi og ambulancepersonale nåede frem, stod det hurtigt klart, at drengen var blevet mishandlet, og parret blev anholdt senere samme dag.