Aldrig før har så mange danske virksomheder fået statslig støtte til at finansiere deres internationale og danske forretninger.
Den økonomiske krise har stoppet de private bankers långivning så effektivt, at virksomhederne i stigende grad søger hjælp i de to statslige milliardfonde Eksport Kredit Fonden (EKF) og Vækstfonden.
De melder samstemmende om historisk mange udbetalinger af kautioner, garantier, kreditter og lån. Det skriver Politiken.
Sidste år udstedte EKF nye garantier og kautioner for 13,9 milliarder kroner, og dermed nåede fondens samlede engagement op på 69 milliarder, det største beløb nogensinde.
Omsat i arbejdspladser skabte og sikrede Eksport Kredit Fonden alene sidste år 20.000 arbejdspladser. Og forventningen er mindst samme resultat i år.
- Vi forventer, at vore udbetalinger i 2012 kommer op i størrelsesordenen 14-15 milliarder kroner, og at vi også i år kan sikre mindst 20.000 danske arbejdspladser, siger EKF-direktør Anette Eberhard til Politiken.
Også Vækstfonden, der især hjælper små etablerede og helt nye virksomheder med at vokse, har travlt.
I 2011 var fonden med til at finansiere mere end 500 virksomheder for et samlet beløb på 1,8 milliarder kroner. Og fondens direktør, Christian Motzfeldt, er sikker på, at 2012 bliver et nyt rekordår.
- Der er rigtig mange små virksomheder, der ikke har andre steder at gå hen, når de mangler kapital. Derfor skal vi indstille os på en stor statslig involvering i långivningen de næste år, siger han til Politiken.
Motzfeldt forventer, at Vækstfondens kautioner, vækstlån og egenkapitalindskud vil passere 2,5 milliarder i 2012 og skabe godt og vel 2000 nye danske job.
Den danske regering er klar til at gå endnu længere med statslige kreditter, kautioner og garantier.
- Så længe der er behov, vil vi gøre, hvad vi kan, for at sikre vækst og beskæftigelse, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til Politiken.