Det ser sort ud for de 110 medarbejdere, der i øjeblikket er ansat ved Danish Crown i Hadsund.
Inden udgangen af september i år, bliver de fyret, og det havde de ifølge deres tillidsmand, Laurids Rasksen, ikke regnet med.
"Folk er kede af det, og måske lidt i chok. Vi havde selvfølgelig håbet på, at ledelsen i Randers ville have lyttet til de ønsker, vi er kommet med, men det har de valgt ikke at gøre", siger han.
Han mener, at dagens udmelding betyder arbejdsløshed for de fleste.
"Folk står i en situation, hvor det nærmest er umuligt at få et nyt arbejde," fortæller han til Newspaq.
Ledelsen har ellers sagt, at de vil tilbyde en del af de ansatte et job i Danish Crowns afdelinger i Herning eller Ringsted. Men det er ikke let for folk at flytte, fortæller Laurids Rasksen.
"Som situationen er med at komme af med huse og sådan, så er det jo ikke det nemmeste at flytte til Herning eller Ringsted. Jeg tror sgu ikke, der er nogen, der flytter, undskyld jeg siger det," lyder meldingen fra tillidsmanden.
Han påpeger at mange af de ansatte har en familie, som de skal tage hensyn til. Familier som ikke vil flytte for at gribe chancen i en risikabel slagteribranche, hvor de ansatte frygter flere fyringer.
"På en måde synes jeg, det er lidt sjofelt, at ledelsen kommer og siger, de kan tilbyde arbejde. Det er jo ingenting", siger Laurids Rasksen.
Forud for beslutningen om at lukke afdelingen i Hadsund var der lønforhandlinger mellem medarbejderne og Danish Crown, men de fandt ikke frem til en fælles løsning.
Medarbejderne var ellers indstillet på at gå ned i løn, og Laurids Rasksen havde troet på en løsning lige til det sidste.