Star Wars-triologien og Dirty Dancing-filmen har én ting til fælles: Det er film man bare kan se igen og igen og igen.
I hvert fald hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Sky Movies.
Den viser, at Star Wars-triologien er de film, som mænd har set flest gange. Hos kvinderne bliver Luke Skywalker og Co. kun overgået af Patrick Swayzes store dansehit ’ Dirty Dancing’, som er den film, som kvinderne helst vil krølle sammen foran fjernsynet for at gense.
’Grease’, ’The Sound of Music’ og ’Pretty Woman’ kommer ind på de følgende pladser over film, som kvinder aldrig bliver trætte af at se.
Når mænd endnu engang har set hele Star Wars-serien på dvd, finder de ’Alien’-filmene og ’The Terminator’ frem fra hylden.
Og skal det være en rigtig god aften foran tv, genser de også lige ’Blade Runner’ og ’Godfather’.
Sky Movies oplyser ikke, hvor mange, der har deltaget i undersøgelsen, men halvdelen af de adspurgte havde set Star Wars mere end 20 gange.