Sylvester Stallone har nu erkendt sig skyldig i at have smuglet 48 ampuller med det ulovlige menneskelige væksthormon Jintropin ind i Australien.
Den 60-årige skuespiller var ikke selv mødt op i retten i Sydney. Derfor var det Stallones advokat, der overrakte et brev til dommeren med tilståelsen. Her angrer Stallone sin brøde:
»Jeg begik en kæmpe fejltagelse. Det var ikke fordi, jeg ville føre nogen bag lyset, men jeg kendte simpelthen ikke reglerne,« lyder Stallones forklaring til retten ifølge B.T.
Smugleriet skete, da den aldrende skuespiller tidligere på året ville rejse ind i Australien for at promovere sin nye film ’Rocky Balboa’.
Han nåede dog ikke længere end til tolden. Her blev han stoppet, fordi han var i besiddelse af ulovlige stoffer. De ulovlige stoffer var menneskelige væksthormoner, der kan hjælpe med at fremme kroppens muskelopbygning. Det er et effektivt middel til at få store muskler i en fart.
Desværre er der en del bagsider ved brugen af stoffet. Udover at musklerne vokser, så kan næse, hænder, fødder og testikler også vokse. Det forventes, at der bliver afsagt dom i sagen på mandag.
Hvis Stallone bliver dømt, risikerer han en bøde på 110.000 australske dollars. Det svarer til cirka en halv million kroner. Derudover risikerer han et livsvarigt indrejseforbud.