Sylvester Stallone lover nu, at den nye Rocky-film, ’Rocky Balboa’, er den sidste film om den efterhånden aldrende bokser, hvis liv han har portrætteret på film siden 1976, fortæller Hollywood.com.
Der var udbredt undren over, at den 60-årige bokser ville lave endnu en film om bokseren Rocky. En film der ville blive den sjette i rækken. Men med filmens premiere er serien komplet. Der vil ifølge Sylvester Stallone ikke komme flere film om den renhjertede bokser med næver af stål. Den nyeste film er lavet for at sikre seriens plads i filmhistorien, men nu er den mission fuldført og bokseren kan få lov at smide handskerne på hylden.
»For det meste taber vi, men de få gange, vi vinder, er vi nødt til at være sikre på, at det er vigtige sejre. Tab de små kampe på din vej men sørg for at vinde dem, der relaterer sig til kærlighed og parforhold og personlige lidenskaber,« siger Stallone om filmens morale.
Den nye og sidste Rocky-film er blevet taget overraskende godt imod verden over og har for nylig haft dansk premiere.