Skuespiller-bøffen Sylvester Stallone er nu blevet dømt for at have indsmuglet illegale væksthormoner og det mandlige kønshormon testosteron med sig ind i Australien.
Det gjorde han, da han var i landet for at gøre reklame for den nye Rocky-film om bokseren Rocky Balboa.
Stallone er dømt til samlet at skulle betale lige knap 60.000 kroner i bøde. Det fortæller Entertainmentvise.com.
Sylvester slipper således let fra det, men dommeren lagde vægt på, at Stallone virkelig havde angret sin brøde.
Skuespilleren fortæller, at han tog hormonerne for at kunne se godt ud i sin næste film. Det er nemlig endnu en Stallone-relancering.
Den 60-år gamle skuespiller er i gang med at indspille en ny Rambo-film. Stallone fortalte ved ankomsten til Sydney de australske toldere:
»Det her giver din krop et skud, og du føler dig tilpas og ser godt ud. At indspille Rambo er hårdt arbejde, og jeg skal til Burma i et stykke tid. Hvordan skulle jeg få de stoffer i Burma?«
Sylvester Stallones advokat fortæller dog, at skuespilleren ikke fortalte hele sandheden dengang.
Rocky-skuespillereren tager stofferne af helbredsmæssige årsager, men det fortalte han ikke til tolderne.