Da den aldrende skuespiller Sylvester Stallone tidligere på året ville rejse ind i Autralien for at promovere sin nye film ’Rocky Balboa’, nåede han ikke længere end til tolden, skriver Entertainmentvise.com.
Her blev han stoppet, fordi han var i besiddelse af »ulovlige stoffer.«
De ulovlige stoffer var menneskelige væksthormoner, der kan hjælpe med at fremme kroppens muskelopbygning. Det er et effektivt middel til at få store muskler i en fart. Desværre er der en del bagsider ved brugen af stoffet. Udover at musklerne vokser, så kan næse, hænder og fødder også vokse. Stoffet kan også give hiv, gulsot og Creutzfelt Jakobs sygdom, hvis det ikke er fremstillet i et rigtigt laboratorie. Samtidig kan væksthormoner udløse sukkersyge og alvorlige allergiske reaktioner.
Den 61-årige Stallone, der fremviser imponerende styrke i sin nye film om bokseren Rocky, står nu anklaget for at have medbragt ulovlige stoffer ind i Australien.
Sylvester Stallone afviser hele sagen som en stor misforståelse, men han risikerer i yderste tilfælde en fængselsdom på op til fem år for forseelsen.
Det forventes dog, at skuespilleren slipper med en bøde.
Stallones advokater kræver at sagen bliver udsat til 24. april, hvor de vil have deres forsvar af skuespilleren klar.