I morgen holder den danske filmbranche vejret, for de to film dramaet 'Frit Fald' og animationskortfilmen 'Heavy Heads' premiere for et internationalt publikum.
I alt er de rød/hvide farver repræsenteret af fem film i det tyske, og selvom ingen af filmene er med i de helt store kategorier, så kan dansk film godt være stolt.
"Jeg har set filmene og de er virkeligt stærke. Både filmenes historie og håndværket er overraskende godt, så vi kan helt bestemt godt være stolte af de danske film," siger filmekspert Michael G. Madsen, der befinder sig til festivalen i Berlin.
'Frit Fald' er et drama instrueret Heidi Maria Faisst. Den handler om en ung pige hvis mor kommer ud af fængslet, det får uheldige konsekvenser for pigen, der kaster sig ud i stofmisbrug og vilde fester. 'Frit Fald' deltager i kategorien Generation, der er kategorien for ungdoms- og børnefilm sammen med 'Den Kæmpestore Bjørn' og 'Skyskraber', der begge får premiere i løbet af næste uge.
Kortfilmen 'Heavy Heads' er en animationsfilm, der handler om en kvinde, som lever i sit køkken mellem en flue og køkkenrulle. Det er Helena Franks filmskoleafgangsfilm.
I kategorien Shooting Star, der er konkurrence for ti af de bedste nye skuespiltalenter er Pilou Asbæk, der er kendt fra 'Borgen' og filmen 'R' nomineret. Det er i sig selv flot at være blandt de ti, mener Michael G. Madsen.
"Pilou Asbæk virker måske ved første øjekast som en lidt følsom type, men han rummer også en anden side. Det er det, som gør ham til en virkeligt interessant skuespiller. Jeg ser meget frem til, hvad han spiller i fremtiden. Bare det, at han er blandt de ti er en kæmpe hæder," siger filmeksperten.
Shooting Star afgøres på mandag. De andre danske film, dokumentarfilmen 'How Are You' og spillefilmene 'Den Kæmpestore Bjørn' og 'Skyskraber' får premiere i løbet af ugen.