Den har gjort det før, og nu gør 'Borgen' det igen - lader virkeligheden blive en del af fiktionen.
I foråret ødelagde skuespilleren Pilou Asbæk sit ene knæ i et meget voldsomt uheld, og det har betydet en større operation for at få rimpet korsbånd og to sprængte ledbånd sammen, skriver B.T.
Og hvordan spindoktor Kasper Juul endte på krykker, bliver afsløret i 'Borgen', for uheldet er skrevet ind i handlingen. Derfor vil han heller ikke fortælle, hvordan det gik til.
"Jeg syntes, det var sjovere at få det skrevet ind i serien, så her kan vi godt tale om, at virkeligheden har smittet af på fiktionen. Vi kommer meget tæt på, hvad der skete i virkeligheden, og det er så dumt, at man tror, det er løgn, siger han med et stort grin til B.T.
Men i foråret var der bestemt ikke meget at grine af, og det voldsomme uheld kunne have haft fatale konsekvenser for den 29-årige skuespillers karriere, der siden hovedrollen i 'Borgen', har gjort ham til et hot skuespilleremne.
"Jeg lå vitterligt ned i nogle måneder, hvor jeg kun kunne bevæge mig rundt på krykker. Det var ekstremt ubehageligt og en brat opvågnen midt i mit egotrip med fine priser, jobtilbud og arbejde med 'Borgen'," fortæller Pilou Asbæk.
Kilde: B.T