Holdtræning midt i arbejdstiden kan gøre medarbejdere markant sundere. Det viser et nyt forskningsprojekt, hvor man har undersøgt 120 kvindelige sygeplejersker og SOSU-assistenter. Da kvinderne begyndt at træne zumba eller fodbold en time to gange om ugen, fik de boostet deres sundhed markant:
- Det er et stort potentiale gemt i at organisere træning på arbejdspladsen. Kvinder i en bred aldersgruppe fra 25-65 år og helt uden fodbolderfaring opnåede en betydeligt forbedret fysisk form og helbredstilstand, siger professor Peter Krustrup fra Exeter universitet og Center for Holdspil og Sundhed ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Fire spillere og en bold
Efter kun 12 uger med en træningstime to gange om ugen fik SOSU’er og sygeplejersker forbedret deres kondition, lavere fedtprocent og stærkere knogler. I gennemsnit tabte kvinderne sig et kilo og forbedrede konditallet med fem procent. De fodboldspillende kvinder forbedrede sig mest.
- En af hemmelighederne bag de positive effekter af netop fodbold er, at det er afvekslende træning ved høj intensitet. Og man kan faktisk spille fodbold alle vegne. Man behøver ikke at være mere end fire spillere og en bold for at få en god fodboldkamp i gang, siger Peter Krustrup.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Universitetet nordland i Norge og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.