Pigerne i Spice Girls er efter sigende blevet enige om at gå sammen igen. Beslutningen kommer efter, at de har set, hvor stor succes et andet af 1990’ernes store koryfæer, nemlig engelske Take That, har haft, efter at bandet for nylig blev gendannet.
Spice Girls bragede igennem lydmuren i sommeren 1996 og havde et utal hits indtil 2000, hvor gruppen gik i opløsning efter interne stridigheder. I dag er Mel B (Scary Spice), Victoria Beckham (Posh Spice), Gerri Halliwell (Ginger Spice) og Mel C (Sporty Spice) dog igen så gode venner, at de vil optræde sammen for 5 millioner dollar - hver. Det vides endnu ikke, om Emma Bunton (Baby Spice), der er gravid, vil deltage.
Ifølge rygterne vil Spice Girls tage på turne til efteråret med drengebandet Boyzone, som ellers også var gået på pension.