Yderligere ni procent ved ikke, om de arbejder sort eller hvidt. Kun 6 ud af 10 afviser klart, at de arbejder sort.
Undersøgelsen af polakkers arbejdsliv i København er foretaget af Ugebrevet A4.
Undersøgelsen tegner et billede af, at mindst 25 procent - svarende til hver fjerde - af de polske arbejdere i København enten erkender eller ikke tør udelukke, at de arbejder ulovligt - uanset om det kaldes sort arbejde, eller at man blot ikke betaler skat af lønnen.
Ydermere afslører undersøgelsen, at tre ud af 10 polakker får udbetalt deres løn kontant. For gruppeformand Tina Møller Madsen fra 3F - Privat service, Hotel og Restauration er det et klart tegn på, at der er tale om sort arbejde.
"Det er jo ikke almindeligt med kontante lønningsposer. I dag kører alt med elektronisk bogføring, maskinskrevne lønsedler og bankoverførsler. Hvis nogle modtager deres løn kontant, er der enten tale om et ekstremt gammeldags firma, eller også er lønnen sort. Jeg hælder mest til den sidste mulighed," siger Tina Møller Madsen.
Ifølge undersøgelsen er det sorte arbejde især udbredt i rengøringsbranchen, hvor 46 procent direkte erkender, at de arbejder sort.
-Newspaq