Udenrigsministeriets kantine var glohed og udenrigsministeriets medarbejdere fyldte samtlige kvadratmeter, da de i dag skulle sige farvel til den afgående udenrigsminister, Lene Espersen (K), og velkommen til den nye minister, Villy Søvndal (SF).
Som altid var der tak til en masse forskellige mennesker, som Lene Espersen har arbejdet sammen med i de 19 måneder, hun nåede at være chef for ministeriet.
Men stemningen var også præget af, at det var to politikere, der kender hinanden bedre, end mange andre politikere gør på tværs af partierne.
Villy Søvndal og Lene Espersen kørte nemlig Danmark rundt, 1200 kilometer, i en lille rød folkevogn i sommeren 2008.
Lene Espersen afslørede desuden til tilhørernes store morskab, at hende og Søvndal kender hinanden bedre end man skulle tro.
"Vi sætter én eller anden form for Danmarksrekord i dag. For jeg tror ikke, at der er en afgående og en tiltrædende udenrigsminister, der har sovet alene sammen i en hytte før", sagde hun.
Villy Søvndal fortalte også om Danmarksturnéen i den lille folkevogn, og den bog om danskhed 'Der er et yndigt land' de to politikere skrev sammen på turen.
"Den fik en lidt hård medfart hos anmelderne," erindrede Søvndal - "men jeg tror faktisk, at det er den eneste bog, der er kommet to udenrigsministre ud af", jokede han.
Hans gave til Lene Espersen var da også en miniatureudgave af selvsamme folkevogn.
Lene Espersen fik bagefter dagens største grin, da hun skulle videregive sit råd til Søvndal.
"Den eneste, jeg ikke har snakket om endnu, er det arktiske samarbejde. Og jeg har kun ét råd til dig omkring det arktiske - vær' aktiv," sagde hun med henvisning til den hårde medfart, hun fik i medierne, da hun hellere ville på charterrejse med familien, end at deltage ved det arktiske topmøde i starten af 2010.
"Jeg har købt dig en bog om det arktiske. Og for at gøre det rigtigt spændende for dig, har jeg købt den på dansk, engelsk og svensk," sagde Espersen, formentlig med henvisning til Villy Søvndals engelskkundskaber.