Thomas Sørensen reddede for tredje gang i denne sæson straffe for Stoke, men den danske målmand indrømmer, at han brød reglerne, da han i går sikrede Stoke 2-2 mod Wigan, da han reddede et straffespark i slutminutterne. Thomas Sørensen var nemlig gået for langt frem, og stod dermed ikke på målstregen, som reglerne ellers siger, at målmanden skal.
"Det er ikke noget, jeg gør med vilje. Men jeg tror virkelig ikke, at der er nogen målmand, der bliver helt inde på stregen. Det handler om at vinde de små fordele, man kan få i den duel. Og det er op til dommeren at dømme omspark, hvis han mener, at reglerne ikke er overholdt," sagde Thomas Sørensen efter kampen til BBC.