Så er vi tilbage! Det er blevet lørdag, og efter at have dækket de to semifinaler (som du kan læse om her og her), sidder jeg klar foran skærmen for at dække FINALEN i årets internationale eurovision melodigrandprix, eller hvad vi er blevet enige om at kalde det.
Til nye læsere kan jeg fortælle, at Ukraine vandt sidste år, men at showet holdes i Liverpool i England, da der var sandsynlighed for, at det ville blive bombet i Kiev. Hvilket jo ellers netop var et godt argument for at holde det dér.
Jeg kan også oplyse nytilkomne om, at jeg har udviklet et problematisk forhold til den danske speaker, Nicolai Molbech. Og det bliver ikke bedre i aften.
– Danmark er ikke med i finalen, på trods af, at Reiley gjorde alt, hvad han kunne, starter Molbech med at sige.
Øh, nej. Han kunne for eksempel have sunget rent.
Nå, men jeg har i øvrigt lovet redaktøren at lade være med at mobbe minoriteter i aften. Folk forstår ikke, at jeg bare skriver det, jeg gør, for sjov, siger han. Så i aften er jeg positiv. Altså, ikke på den dér måde, som mange af mændene blandt publikum har fået at vide, de er, oppe ved lægen, men – argh, nu gjorde jeg det allerede. Undskyld. Jeg prøver fra NU af.
Showet begynder med sangen fra Østrig. Landet, der har fostret så finurlige personligheder som Adolf Hitler og Josef Fritzl. Af samme grund er det svært for mig ikke at komme med dumme vittigheder, men jeg styrer mig. Den østrigske sang vokser ved genhør, og de to østrigske damer er ret lækre. Hvor har de været gemt væk hele mit liv? I en kælder under deres fars hus, sandsynligvis. Argh, igen, undskyld.
Nå, jeg sætter fjernsynet på mute til det portugisiske indslag, men drister mig til at skrue op igen, da ham fra Schweiz synger sin pacifistiske sang om, at han ikke vil i krig. Det forstår jeg godt. Schweizergarden bevogter som bekendt Vatikanet, og de dér katolske præster gider man ikke for tæt på, hvis man er en ung mand iklædt løse bukser og dansesko.
Polen har ligesom Østrig sendt en yndig dame.
– Hun er model og for nylig sangerinde, siger Nicolai Molbech.
For nylig? Hvad betyder det? Er hun stoppet med det igen? Nuvel, det kunne godt lyde sådan. Det bliver ikke i dag, Polen bliver kendt for andet end billigt fyrværkeri, håndværkere og kz-lejre.
Apropos kz-lejre, så forstår man lidt bedre serbernes hang til folkemord, når man hører deres indslag.
Frankrig er et af de lande, der har købt sig i finalen. Jeg hører ikke deres sang, fordi jeg får en sms fra redaktøren.
– Det med minoriteter gælder også jøder. Ingen dumme jokes om Anden Verdenskrig, skriver han.
– Nej, nej. Jeg er positiv, skriver jeg.
– Nå, okay. Men derfor skal du stadig aflevere din tekst inden i morgen tidlig. Der er jo medicin mod den slags nu om dage, svarer han.
Den spanske sanger hedder Blanca Paloma. Altså, det er hendes kunstnernavn, jeg tror ikke, hun er døbt sådan. Det betyder ”en hvid due”. Og jo, Jodle Birge er lige præcis tre gange bedre. Fire, måske.
– Spanien. Sang nummer otte, udbryder Nicolai Molbech, da sangen er slut.
Han er som bekendt mere positiv end hele den belgiske delegation til sammen, så jeg tror, det er hans måde at sige, at han heller ikke kan lide den.
Sverige er angiveligt en af favoritterne. Jeg kan kun fokusere på sangerindens halv meter lange negle og hendes hudfarvede spandexdragt. Det ligner en reklame for fitness.dk, produceret af folkene bag ”Abernes Planet”.
Øjeblik, jeg er lige nødt til at gå ind og vække min kone. Jeg er næsten sikker på, de fem sangere fra Albanien er dem, der gik rundt i kvarteret i sidste uge og spurgte, om der var nogen, der skulle have lavet håndværkerarbejde.
Estlands udsendte spiller klaver. Altså, indtil hun pludselig rejser sig op midt i sangen og det spiller videre af sig selv. Hun ser fuldstændig kold ud. Det er en bizar konkurrence, det her. Faktisk så bizar, at det er FORBUDT at spille live på scenen, kan jeg nu læse på nettet. Det er i øvrigt også forbudt at medbringe spiritus eller børn. Eller som Jeppe Kofod kalder det: en fed aften i Jylland.
I må i øvrigt undskylde, hvis jeg kommer til at springe nogle lande over, men jeg har fået en frygtelig migræne. De dér trælse lyde sætter sig under min hjerneskal, og jeg er efterhånden klar til at lade Putin tage de naboer, han vil, hvis bare det forkorter showet til næste år.
Nå, nu kommer Finland. Ganske apropos. Jeg har spillet 100 kroner på dem som vinder, fordi jeg læste i Ekstra Bladet, at de var favoritter blandt publikum i Liverpool. De penge er tabt, virker det til. Altså, med mindre der rent faktisk er nogen, der synes det lyder fedt, når man kører en kattekilling og en kroketkugle over med sin græsslåmaskine på samme tid. Altså, ikke at jeg ved, hvordan det det lyder. Okay, lige med hensyn til katten, så – nej, den historie venter vi med.
Australien er også med. Ja, det burde være morsomt nok, bare at skrive det. Men sådan er vi så large her i Europa. Vidste I, at Tunesien og Libanon også engang var tilmeldt, men i sidste øjeblik hoppede fra og droppede at vise showet i tv, i protest mod, at jøderne fra Israel også var med? Helt vildt usympatisk, ingen tvivl om det. Men godt at vide, at der også vil være fordele ved en ny nazistisk besættelse.
Sangerinden fra Armenien ligger ned og vrider sig. Det er der mange, der gør i år. Hvorfor? Hvis man i forvejen har problemer med at synge, så virker det ikke så smart at ligge sådan. Men det kan selvfølgelig være, den armenske sangerinde et øjeblik har glemt, hvilket af sine to jobs hun er på.
Nå, Moldova, så kan det da ikke blive værre – altså, rent musikalsk. Rent tv-mæssigt kan det gå meget mere galt. Tina Müller skal læse de danske stemmer op lidt senere.
– Ukraine vandt sidste år. En sejr, der var fortjent, lyver Nicolai Molbech, inden vi skal høre sidste års sejrherre.
Altså, sejrherre i grandprixet. Ikke sådan generelt, så vidt jeg kan se i nyhederne.
Og nu kommer sangerinden fra Norge, og Molbech fortsætter med at lyve:
– Hun er født i Italien, men flyttede til Norge for at tage sig en professionel uddannelse indenfor musik. Det har vist sig at være en rigtig god investering, siger han.
Den norske sang handler i øvrigt om, at man skal elske dem, man vil og være den, man vil. Noget, alle i salen selvfølgelig er enige i. Altså, med mindre man vil være russer.
Tyskland og Israel kommer lige efter hinanden, men på trods den oplagte mulighed, tør jeg ikke skrive flere nazi/jøde-vittigheder. Heller ikke selvom det bare er gas. Hvad? Jeg siger ikke noget.
Jeg er ude at tisse, mens Slovenien, Kroatien og England spiller og – ja, okay, jeg indrømmer, at jeg blev der lidt længere end nødvendigt. Men hey, nu er vi færdige! Jeg har fri og kan drikke mig fuld. Eller … argh! Vi er kun lidt over halvvejs! Jeg havde glemt alle pauseindslagene og pointuddelingen. Og … nej! En af pauseunderholderne er hende den tykke feminist fra Israel, der vandt for et par år siden. Netta, hedder hun. Hende kan jeg simpelthen ikke udstå. Fuck. Men … jeg har en idé. Efter at have set for meget tv med Sofie Linde fik jeg i sin tid indført i min kontrakt, at jeg ikke længere behøvede se tv med neo-feministiske jyder. Hvis jeg nu ændrer det ”y” til et ”ø”? Det opdager redaktøren sgu aldrig. Hvis han gør, så tak for denne gang. Men jeg tager chancen. Farveller. I må lige læse, hvem der vandt et andet sted. Men det var nok Sverige. Fart på kampvognene, Putin, så kan du stadig nå at holde showet næste år.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste tv-anmelder. Foto: Scanpix