De lyseblå fra SønderjyskE havde taget turen en smule mod nord, hvor de røde fra Silkeborg bød rivalerne fra syd velkommen.
Men efter første halvleg var der nok ikke mange af Sønderjyskes spillere, der følte, at silkeborgenserne var specielt gode værter.
På forhånd var kampen ret åben med Silkeborg som favorit. Den første del af kampen blev da også præget af to jævnbyrdige mandskaber.
Bedst som SønderjyskE troede de kunne gå til pausen med et fint 0-0 resultat, svigtede opdækningen i feltet.
Efter et hjørnespark fik Dennis Flinta opsnappet bolden, som han med et kraftigt spark kunne sende i netmaskerne til 1-0.
Sønderjyske træner Lars Søndergaard har måske talt med store bogstaver i pausen. For i anden halvleg pressede sønderjyderne mere på.
De lyseblå gæster forsøgte sig med offensive indskiftninger af Tommy Bechmann og Daniel Christensen, men selvom gæsterne kom bedre med, så lignede kampen mere og mere et smalt nederlag.
En løs bold havnede hos gæsternes nyindkøb Eyjolfur Hedinsson - islændingen svigtede ikke - 1-1.
Få minutter senere nåede dramaet et vildt højdepunkt, da SønderjyskE blev tilkendt et straffespar, men Henrik Hansen svigtede og kostede dermed sit hold en overraskende sejr.