En bundklub har fået sig en topscorer.
Eller i hvert fald en tidligere én af slagsen, idet grænselandsklubben har skrevet en toårig kontrakt med den tidligere Esbjerg-profil og Superliga-topscorer Tommy Bechmann.
"Tommy Bechmann har en veludviklet målnæse, og han kommer hjem til Danmark med masser af erfaring og rutine fra Bundesligaen, hvilket også bliver et værdifuldt bidrag til vores unge trup," siger Sønderjyskes sportschef ifølge klubbens hjemmeside.
De sidste fire år har den 29-årige angriber spillet i den tyske Bundesliga, hvor det er blevet til ophold i både Bochum og Freiburg.
Med skiftet håber han selv at komme hjem til fast spilletid.
"Sønderjyske er en spændende mulighed, og nu glæder jeg mig rigtig meget til at møde mine nye holdkammerater og ikke mindst at komme i gang med at spille fodbold igen," siger han til Sønderjyskes hjemmeside.
Kilde: Sønderjyske