Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl melder i dag på forsiden af Jyllands-Posten ud, at der er brug for flere penge til at reparere det dagpengesystem, som flere end 50.000 mennesker er faldet ud af.
Og ét parti glæder sig højlydt over udmeldingen.
- Det er altid dejligt, når folk bliver klogere og erkender deres fejl. Det skal man aldrig nogensinde klandre dem for. Hvis det så holder stik, så er det dobbelt godt, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl til Berlingske Tidende.
Dagpengereformen, der forventes at blive et centralt emne i den forestående valgkamp, blev vedtaget af VK-regeringen med opbakning fra DF og de Radikale tilbage i 2010.
Christian Juhl glæder sig over opbakningen fra DF, fordi det så kan betyde, at en eventuel borgerlig regering kan blive presset til at hive penge op af lommen til dagpengemodtagerne.
Han mener dog, at udmeldingen fra DF kan vise sig at være tomme løfter givet i en tid, hvor valgtrommerne buldrer højlydt.
Nu vil det vise sig, om de mener det. Indtil videre har de stort set aldrig villet stemme for noget. Vi er alle sammen i valgkamp i øjeblikket, og der kan det jo være attraktivt at komme til at sige nogle gode ting, siger Christian Juhl til Berlingske.