Bor du i Thailand og modtager folke- eller førtidspension fra Danmark, kan du regne med at blive kigget efter i sømmene.
Pensionsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet vil nemlig kigge nærmere på samtlige personer i fire udvalgte lande.
"Vi skal have undersøgt, om der er nogen, der snyder os. Og det kan der jo være, at der er. Det er en af opgaverne med det her," siger kontorchef i Pensionsstyrelsen Christian Svendsen til DR Nyheder.
Alle vil blive ringet op eller få et brev, understreger hun.
"Og vi vil også kontakte de thailandske myndigheder for at indhente dokumentation for, om man er gift, samlevende, om man måske bor sammen med andre, hvad man har af arbejdsindtægter og sådan nogle ting," siger hun til DR Nyheder.
Sidste år modtog 358 personer i Thailand førtids- eller folkepension for over 33 millioner kroner fra Danmark. Udover Thailand vil danske pensionister i Marokko, Spanien og Tyrkiet blive tjekket. Pensionsstyrelsen vurderer, at 44.000 danske pensionister opholder sig under varmere himmelstrøg - en fordobling på otte år.
Myndighederne ved ikke, hvor udbrudt socialt bedrageri er blandt udlandspensionister, men at det findes, er man ikke i tvivl om.
Som pensionist kan man f.eks. snyde, hvis man har adresse i Spanien og får folkepension og tillæg til pensionen. Derefter slår man sig ned i Thailand med de samme ydelser. Som dansk pensionist i Thailand har man kun ret til folkepensionens grundbeløb - ikke tillæggene.