På et pressemøde fredag eftermiddag fortæller Socialdemokratiet, hvordan partiet vil behandle udlændingepolitikken. Det er i store træk en fastholdelse af tidligere udmeldinger om et stop for asyl, modtagecentre i udlandet og mere hjælp til Afrika.
- Der er ingen tvivl om, at det her politikområde deler danskerne allermest.
- Vi bliver nødt til at have styr på, hvor mange der kommer hertil - også fremmedrettet, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i forbindelse med partiets helhedsplan for dansk udlændingepolitik.
Partiet mener, at det nuværende asylsystem har slået fejl.
Ud over modtagecentre og et stop for spontan asyl i Danmark vil Socialdemokratiet fastholde grænsekontrollen "så længe der er behov", hjemsende afviste asylansøgere og arbejde for at reformere Schengen-samarbejdet.
For at mindske antallet af migranter og asylansøgere vil Socialdemokratiet øge hjælpen til Afrika markant.
- Vi hjælper bedre ved at målrette vores hjælp til nærområderne, siger spidskandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet Jeppe Kofod.
- Vi vil arbejde for en markant prioritering af Afrika i EU. Så bliver det mere attraktivt at blive i sit eget land end at komme til Europa.
Socialdemokratiets udlændingepolitik har været meget i fokus i valgkampen, da partiet siger, at det vil fastholde den stramme udlændingepolitik, som er ført af den nuværende regering og Dansk Folkeparti.
Flere af de partier, der skal danne parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, har dog stærke krav til en lempelse af den nuværende politik.
- Vi er realister, når der kommer til udlændingepolitikken. Der er en grænse for, hvor mange mennesker vi kan tage ind, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger under pressemødet, at hun ikke på nogen måde kan følge Stram Kurs og Rasmus Paludans politik.
- De tanker og den måde at tale på hører ikke hjemme i dansk politik, siger hun.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.