Man skulle have været svensker!
Denne forunderlige tanke vil sikkert slå ned i mange danske ufaglærte, håndværkere og pædagoger i årene frem mod 2050, hvor den danske pensionsalder når op på 72 år. I Sverige vil den kun være 67.
- Vi får verdens højeste pensionsalder. En suveræn førsteplads i forhold til de andre vestlige lande, siger Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.
Cheføkonomen henviser til de forlig om tilbagetrækning, som et bredt flertal i Folketinget står bag, men som møder kritik i dele af fagbevægelsen.
- Det er en politisk beslutning. Fordelen er, at den skaber et økonomisk råderum, som politikerne kan bruge til velfærd eller andre ting. Hele råderummet er faktisk bundet op på den her beslutning, siger Tore Stramer.
Mange ubekendte
Råderummet bygger på antagelsen om, at en øget arbejdsstyrke vil føre til øget beskæftigelse. Men der er stor usikkerhed om, hvor meget arbejdsstyrken vil vokse, når pensionsalderen hæves i fremtiden:
- En ubekendt er selvpensionering, hvor dem, der har sparet meget op, vælger at trække sig tilbage før pensionsalderen. Og så vil der også være nogle - typisk i den anden ende af indkomstskalaen - som ikke kan arbejde frem til pensionsalderen, siger Tore Stramer.