Der er knapt gået et døgn efter, at Danmarks nye statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt sin første åbningstale i Folketinget, før det svirer med intern kritik af hende.
Fra partimedlemmerne Bjarne Laustsen, Leif Lahn og Orla Hav får Helle Thorning-Schmidt hård kritik i dagens udgave af Jyllands-Posten.
De er skuffede over, at Thorning har lagt sig fladt ned for De Radikale, når det kommer til efterløn og dagpengeperiodens længde, og det er simpelthen ikke godt nok.
"Jeg synes det er noget biks. De Radikale har fået alt for meget indflydelse i de forhandlinger," siger Bjarne Laustsen til avisen.
Også kollegerne Lahn og Hav peger på efterlønsreformen som den mest bitre radikale pille, der skal sluges. Den vil de nok stemme nej til ved afstemningen, lyder det.
"Det ærgrer mig, at efterlønnen er forringet. Jeg vil bruge mine muligheder for at trække aftalen væk fra De Radikale, når der skal laves lov," siger han til Jyllands-Posten.
Dermed spreder kritikken af alt for store indrømmelser til De Radikale sig nu fra SF og ind i statsministerens eget parti.
Kilde: Jyllands-Posten