Det kan godt være, at den amerikanske Snoop Dogg gang på gang slipper uden om fængslet i sit hjemland USA.
Men endnu et land i rækken vil ikke have ham inden for dørene.
For en lille måned siden ville England ikke lukke ham ind over grænsen.
Nu siger Australien også »nej tak« til besøg af den kontroversielle rapper på grund af hans kriminelle fortid. Det skriver Lse.co.uk.
Australsk MTV afholder i denne uge et awardshow i Sydney.
Her var det meningen, at Snoop Dogg skulle kaste glans over festen som vært. Men nu må de finde en anden, for myndighederne vil ikke give rapperen visum.
»Han er ikke en type, som vi ønsker at få ind i landet,« fortæller immigrationsminister Kevin Andrews.
Det er ikke mere end et par uger siden, at Snoop med nød og næppe undgik at komme ind og ruske tremmer.
I stedet blev den hash-rygende rapper idømt fem års prøvetid og 800 timers samfundstjeneste for at være i besiddelse af ulovlige våben og narkotika.
Tidligere har Snoop Dogg været anklaget for drab, men han blev dog frikendt.