Over det meste af landet vil der her til morgen være sne, når vi kigger ud af vinduet.
Særligt nordjyderne er hårdt ramt, og politiet fraråder visse steder al unødig udkørsel.
"Lige i øjeblikket er der rigtig, rigtig meget sne i Nordjylland og det vestlige Jylland. I de øvrige egne kan man godt komme frem, men oppe i det område nordpå har vi hjælp af pansrede mandskabsvogne og sneplove til at komme frem med ikke mindst vores ambulancer," siger pressetalsmand i Falck Louis Honoré til Nyhedsbureauet Newspaq.
Og det blev der brug for i aftes og i nat, hvor i alt fire fødende kvinder er blevet hjulpet gennem snemasserne til fødegangen.
"Vi har skullet hjælpe fire fødende kvinder på hospitalet, og der har vi været nødt til at bruge sneplove for at komme frem til dem med ambulance. Men det er heldigvis gået godt," fortæller Falck Louis Honoré.
Hvis man absolut skal af sted, handler det om at holde hovedet koldt og væbne sig med en god portion tålmodighed.
"Hvis man skal på arbejde, skal man i hvert fald tage af sted i god tid. Og være forberedt på, at man kan hænge i nogle snedriver rundt omkring, for der er også en del fygninger." siger vagtchef i Vejdirektoratet Brit Lind til Newspaq.
Det seneste døgn har 3.379 bilister bedt om Falcks hjælp rundt om i landet.
Over hele landet ligger vejtemperaturen omkring frysepunktet eller under, så der er risiko for rimglatte veje.
DSB har indsat gamle lokomotiver med sneplove, der natten igennem har arbejdet på at rydde skinnerne. Alligevel køres der her til morgen med forsinkelser, og i Nordjylland er flere regionaltog blevet aflyst.
I går aftes måtte Aalborg Lufthavn lukke, men her til morgen flyves der igen. Dog er en række afgange aflyst.
I resten af landet står det knap så galt til. Men skal alligevel regne med at bruge ekstra tid på transporten.