En voldsom snestorm ventes i dag at ramme Nord- og Midtjylland. Snestormen kommer i eftermiddag og det forventes, at den vil medføre mellem 10 og 15 centimeters snefald samt fygning.
Snestormen kommer på en af årets allerstørste rejsedage, hvor folk skal hjem til jul - og det kommer til at give massive trafikale problemer, forventer Pernille Thorsen, der er informationsmedarbejder hos Vejdirektoratet.
"Det gælder både den kollektive trafik og også trafikken på vejene. Det er jo i dag og i morgen, at rigtig mange vil køre, specielt fra Sjælland over Fyn til Jylland, og der kan det sagtens give ekstra forsinkelser," forklarede Pernille Thorsen fra Vejdirektoratet til Nyhedsbureauet Newspaq.
Derfor er det en god idé at tage hjemmefra i ekstra god tid, så man har tid til, at turen kan tage længere end forventet.
Og så skal trafikanterne også overveje, at bilen kan blive fanget i en snedrive, og at ventetiden på hjælp kan være lang.
"Man skal forberede sig ekstra, måske tage nogle tæpper og en skovl med. Det er nogle råd, som er rigtig gode at følge i disse dage," påpeger Pernille Thorsen fra Vejdirektoratet overfor Newspaq.