Det har været en følelsesladet og sorgfuld dag i Norge, hvor det var officiel mindedag for ofrene for Anders Breiviks angreb den 22. juli.
I alt 77 mennesker blev slået ihjel ved massakren på Utøya og i Oslo.
6.000 mennesker har deltaget i den nationale mindeceremoni - heriblandt statsoverhoveder fra de nordiske lande. Fra Danmark deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen, Kronprins Frederik og Danmarks ambassadør i Norge.
Her i weekenden er øen Utøya også officielt blevet genåbnet, så pårørende og overlevende kunne besøge stedet.
Dagens største bifald gik til den norske statsminister Jens Stoltenberg, der i sin afsluttende tale opfordrede alle til at vise omsorg over for hinanden.
Den norske kong Harald var meget bevæget, og stemmen knækkede, da han sagde, at som "far, bedstefar og ægtefælde kan jeg ane noget af jeres smerte."
Mindeceremonien blev smukt afsluttet af Sissel Kyrkjebø, der sang "Kringsat af fjerder."