Det genforenede amerikanske band Smashing Pumpkins kommer nu forbi København på deres verdensturné.
Bandet giver 14. august en koncert på spillestedet Store Vega.
I det genforenede grunge-band er der dog kun forsangeren Billy Corgan og trommeslageren Jimmy Chamberlain med fra den oprindelige inkarnation.
Smashing Pumpkins har ikke været i Danmark siden 2000, men nåede dette år at spille hele to gange i København med fem måneders mellemrum. De spillede 9. januar i Cirkusbygningen og igen 27. oktober i Valbyhallen. Begge koncerter var totalt udsolgt.
9. juli udkommer bandets comeback-album, der har fået titlen ’Zeitgeist’. Det er bandets første udspil i syv år.
Billetter til koncerten koster 500 kroner, og de kan købes via Billetlugen fra onsdag morgen kl. 10.
Man skal nok være hurtig ved tasterne, da der kun er 1.500 billetter sat til salg.