Fire unge fra Holbæk-egnen har tydeligvis ikke helt forstået, at der er pant på tomme flasker.
I hvert fald valgte de fire unge på 18, 19, 20 og 22 år at skille sig af med deres tomme flasker ved at kaste en af dem på en bus. Det ville en 33-årig buschauffør ikke finde sig i. Han steg ud af bussen og fortalte de unge, hvordan man behandler tomme flasker.
Situationen udviklede sig til at buschaufføren tilbageholdt en af de unge, det ville den ene af de unge dog ikke finde sig i. Så han behandlede buschaufføren på samme måde som bussen blev behandlet på, ved at smadre en flaske i hovedet på chaufføren. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Chaufføren fik en dyb flænge i hovedet og måtte til behandling på hospitalet. Han gav dog politiet en god beskrivelse af de fire unge, som blev anholdt.
Tre af de unge er fortsat anholdt og skal afhøres i sagen.