Det er slut med at få cykelsmeden til at lappe en punkteret cykel mange steder.
Cykelhandlernes brancheforening opfordrer nemlig nu smedene til helt at droppe den ellers meget populære service. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struers netavis.
Det skyldes nye regler fra Arbejdstilsynet, der skal beskytte smedene mod den lim, man bruger til at lappe cyklerne med.
"Cykelmekanikerne skal bære handsker, åndedrætsværn og skal have et kraftigt udsugningsanlæg, som vi vurderer til at koste cirka 100.000 kroner," siger Erik Oddershede, der er direktør for Danske Cykelhandlere.
I sidste uge sendte Danske Cykelhandlere et skilt til medlemmerne, som de kan sætte i vinduet, hvor der står, at der ikke længere bliver lappet cykler.