Ti lokale politistationer i Danmark er i dag døgnbemandede, men det skal være slut nu.
For hvis det står til SF og de konservative, skal ingen betjente sidde og kigge på telefonen hele natten men skal i stedet ud på gaden i patruljevogne.
Det skriver JydskeVestkysten.
Begge partier vil nu drøfte ønsket med de andre forligspartier bag politireformen, som i 2006 besluttede at ti lokale politistationer, sammen med landets 12 hovedstationer, skulle holde åbent døgnet rundt.
Men i en ny rapport fra Rigspolitiet bliver det konkluderet, at der er et 'ikke ubetydeligt besparelsespotentiale' i at lukke lokalstationerne om natten, fordi betjentene ikke har mange opgaver uden for den normale arbejdstid.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, mener derfor, at stationerne er 'penge lige ud ad vinduet'.
"Jeg vil bare gerne have mest politi for pengene, og det får man ikke ved at have to mænd siddende og kigge på en telefon," siger hun.
Også de konservatives retsordfører, Tom Behnke, bakker op om en lukning, da politiet skal have alle de ressourcer, der kan findes.
"Vi kommer til at drøfte det her i forligskredsen, og jeg mener, at vi bør gøre det mere fleksibelt og lade det være op til en politifaglig vurdering, om der skal være åbent døgnet rundt på alle de ti stationer," siger han.