Hertil og ikke længere for Football Club København. I hvert fald ikke længere end til London i denne omgang efter 0-0 ude mod Chelsea.
Københavnerne skulle vinde med mindst to mål for at kunne skimte kvartfinalen. Og når man så ingen mål scorer, ja så er man ude af turneringen.
FC Københavns bedste var nok deres 3.000 fans, som faktisk larmede godt og grundigt på Stamford Bridge kampen igennem.
De første minutter af opgøret var FCK ganske godt med, men efter et kvarters tid satte hjemmeholdet sig godt og grundigt på kampen. Eller i hvert fald på mængden af chancer. Dame N'Doye havde dog et stolpeskud midt i halvlegen.
Og i anden halvleg virkede det som om, kræfterne ikke helt rakte til mere for gæsterne. Chelsea vidste godt, de havde vundet, og de forsøgte ikke at tilkæmpe flere chancer end de, der tilfældigvis dryppede ned i deres turban.
Så 0-0 var faktisk ganske heldigt for FC København, selvom gæsterne ikke kunne bruge det resultat til noget særligt.