To unge knægte i Århus var blevet aldeles uenige i går aftes. Og det endte i grov vold.
Den ene, en 16-årig ungersvend, kørte knallert rundt i Mindeparken, hvor den anden, to år ældre, ikke mente, der skulle køres knallert. Det havde sidstnævnte sådan set ret i i lovmæssig forstand.
Men knallertkøreren ville aldeles ikke finde sig i at få at vide, at han kørte ulovligt rundt. Så han fandt en nødhammer frem og hamrede manden med den løftede pegefinger ned.
Politiet var dog hurtigt fremme og pågreb knallertbøllen, som nu er sigtet for grov vold. Han bliver dog ikke fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, da den nedslåedes skader ikke var så alvorlige.