»Dansk mode er ligesom danskerne. Demokratisk og lettilgængeligt, fordi den er så udbredt og i et prisniveau, hvor alle kan være med,« fastslog direktøren for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, da hun i går åbnede den danske modeuge på Københavns Rådhus.
Det har hun ret i. Moden er heller ikke smålig, den giver god plads til at finde sin egen identitet. Også den dekadente og den grænsesøgende. Det er sløjfen et godt eksempel på.
Hos »Gentlemen"s Affair« blev der leget med kønsidentiten i et herligt dekadent setup, hvor mænd gik med store bløde sløjfer og kvinder havde en butterfly om halsen og bukser i herresnit. For de gamle dyder og klassiske snit er in i moden, men når man er klassisk på den trendy måde, så bekymrer man sig ikke om kønsroller. Feltet er åbent, og en fint bundet sløjfe er ligeså smuk på en mand som på en kvinde. Så med den nye mode er det tvivlsom, hvem der er hvad, for en trendy herremodel er ligeså slank som en kvinde med et politisk ukorrekt BMI. En kropsvisitering kan blive nødvendig.