Felani på 15 skulle giftes, så snart hun kom hjem til Bangladesh. Men hun blev skudt den 7. januar af indiske grænsevagter, da hun forsøgte at komme ud af Indien.
I fem timer hang hun død i pigtråd, inden hun blev taget ned.
Hun havde altid boet i Indien med sin familie. Hendes far var emigreret fra Bangladesh, da han var 6 år.
”Vi fik hendes lig dagen efter og begravede hende i baghaven,” fortæller faren Mohammed Nur Islam til the Economist.
Han ved ikke, hvad der gik galt.
Ligesom mange andre fra Kurigram, et desperat fattigt kvarter i det nordlige Bangladesh, havde han krydset grænsen utallige gange før. Han havde betalt 3.000 rupier (360 kr.) til menneskehandlere på den indiske side.
Skydeglade grænsevagter
Felani er ofre for skydeglade indiske grænsevagter, der dræber for at stoppe illegal immigration, smugling og terrorister.
Det går også udover uskyldige bønder, der arbejder i deres marker eller passer kvæg. Eller en pige som Felani, der ikke vil ind i men ud af Indien.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, er mere end 900 folk fra Bangladesh blevet dræbt i de sidste ti år. Det er en skudt hver 4. dag. Og soldaternes overordnede bakker op om grænsevagternes skyderier.
"Grænsevagternes synes at være ude af kontrol, med ordre til at skyde enhver mistænkt," siger Meenakshi Ganguly, Human Rights Watchs direktør for sydasien.
"De ignorerer dermed det mest grundlæggende retsstatsprincipper, formodningen om uskyld".
Ramaskrig i Bangladesh
Felanis død har skabt ramaskrig i Bangladesh. Billedet af hendes lig hængende i pigtråden er blevet trykt i aviser og på plakater, men foreløbigt har landets ledere holdt lav profil.
Premierminister Sheikh Hasina forsøger i øjeblikket at forbedre forholdet til Indien, og Felanis død kommer derfor ubelejligt.
Inderne er næsten færdige med at bygge et 2000 kilometer langt pigtrådshegn langs grænsen til Bangladesh. Det er ligeså langt som grænsen mellem USA og Mexico.
Hegnet er inspireret af Israels stærkt kritiserede hegn ved vestbanken for at holde palæstinensere ude.