Kærlighed kan være en underlig størrelse, der ikke altid giver glæde, men fylder sjælen med smerte.
Det fortæller skuespiller Marie Louise Wille, der i sine unge dage følte kærlighedens smerte.
En smerte, der startede en brændende jalousi, da gymnasiekæresten dansede med byens smukkeste pige. Det fortæller hun til ALT for damerne.
- Jalousien gnavede i mig, men i det miljø, jeg kom fra, var jalousi en laverestående følelse - er du jaloux, har du allerede tabt. Det var det mest skamfulde overhovedet, så jeg blev handlingslammet, siger hun til ALT for damerne, skriver TV 2.
Gymnasiekæresten lod den smukke pige sove hos sig, da pigen ikke nåede sit tog hjem efter en fest.
- Jeg var sindssygt ulykkelig, siger skuespilleren.
Hun slog ikke op med kæresten, men lod som om hun godt kunne leve med trekantsdramaet.
Det har præget voksenlivet.
- Det ødelagde noget i mig, og det gik op for mig, at det er uhyre svært at kombinere følelser og moral. Men de fejltagelser, man laver, gentager man i håb om at finde ud af, at man handlede korrekt helt fra starten, så jeg har undertrykt mine følelser i alt for mange parforhold gennem livet, siger Marie Louise Wille til ALT for damerne.
Hun fortæller, at hun som skuespiller fandt ud af, at hun kunne lufte de negative følelser via sine roller.
Kilde: ALT for damerne / TV 2